Her er det godt at bo

GRØNNEHAVEGAARD

Ejendommen Grønnehavegaard ligger på Frederiksberg ved Grøndal Station og grænser op til Grøndalsparken. Grønnehavegaard består af knap 80 lejligheder, som er beboet af både yngre og ældre, børn og familier. Vi beboere har et godt sammenhold, og især om sommeren er gården med legeplads, terrasse og grillområde et samlingspunkt for såvel børn som voksne. Da arkitekterne Svenn Eske Kristensen og Mogens Meyling tegnede den funktionalistiske ejendom i starten af 1930’erne, havde de fokus på velfungerende rammer for hverdagen – det er vi glade for!

Kontaktoplysninger
Find kontaktoplysninger til vores bestyrelse, vicevært mv. her

Fotogalleri: Ejendommen

Fotogalleri: Gårdmiljø

Fotogalleri: Udsigt fra Grønnehavegaard


Lejligheder til salg i Grønnehavegaard 

Grønnehavegaard på Boliga.dk
Ønsker du at modtage en e-mail, når der kommer nye boliger til salg i Grønnehavegaard, kan du vælge “Opret søgeagent” på den Boliga-side, du finder via linket.


Arkitekturen

“Grønnehavegaard fremtræder i et behersket, enkelt formsprog og er et karakteristisk eksempel på, hvordan den internationale modernisme kom til udtryk i Danmark.”

Læs Ph.d., cand. mag. Jannie Rosenberg Bendsens artikel om Grønnehavegaard og arkitekt Svenn Eske Kristensen her: “Grønnehavegaard” af Jannie Rosenberg Bendsen. (pdf)

E/F Grønnehavegaard er tegnet af arkitekterne Svenn Eske Kristensen (1905-2000) og Mogens Meyling (1906-2003). Bygningen stod færdig i 1934. Det er Svenn Eske Kristensens første byggeri i sit eget navn og manifesterer de unge arkitekters ambitioner med funktionalistisk arkitektur.

Fotogalleri: Fotos fra Danmarks Kunstbibliotek, Samlingen af Arkitekturtegninger

Oprindelige tegninger – fra hattekrog, køkkener og butikskilte til gård og tekniske løsninger

På de oprindelige tegninger, som indgår i Danmarks Kunstbiblioteks Samling af Arkitekturtegninger, kan man se, at arkitekterne har tænkt Grønnehavegaard som en arkitektonisk helhed bestående af både bygningens ydre og indre. Arkitekterne har nemlig udover facader, grundplaner og tekniske løsninger også tegnet opgange med indretning, køkkener, gården, andre udearealer på matrikelen, alle indvendige og udvendige døre i ejendommen – endda er der en tegning på en hattekrog til Grønnehavegaard. Arkitekterne har også tegnet indretning og skiltning til de butikker, hvor man allerede vidste, hvem som skulle drive forretningen. Arkitekterne havde tænkt sig, at der i erhvervslokalerne langs Godthåbsvej skulle være en kolonialhandel, et mejeri, en forretning med frugt og grønt og i hjørnebutikken ved opgang 133, som i dag er ombygget til en lejlighed, et konditori og en cafe.

Danmarks Kunstbibliotek har digitaliseret de smukke tegninger af Grønnehavegaard i meget høj kvalitet. Tegningerne indgår i Samlingen af Arkitekturtegninger. Tegningerne kan ses på kunstbibliotekets hjemmeside. På Frederiksberg Kommunes hjemmeside, i arkivet for byggesager, kan man også se tegningerne af Grønnehavegaard i byggesagen fra 1934.

Sårbar arkitektur

Ph.d., cand. mag. Jannie Rosenberg Bendsen konkluderer i sin artikel om Grønnehavegaard, at ejendommen er et godt, repræsentativt eksempel på en muret etageboligbebyggelse fra begyndelsen af 1930’erne, karakteriseret ved et enkelt og funktionelt begrundet formsprog, hvor det forskelligt farvede murværk, vinduesåbningerne og altanerne er de eneste dekorative elementer. “Det er vigtigt at værne om bygningens arkitektoniske udtryk, da husene fra denne periode er sårbare overfor ændringer, der ikke er i overensstemmelse med løsningerne fra perioden”, skriver Bendsen.

Grønnehavegaard er dansk kulturarv og vi i ejerforeningen værner om det kulturarv, vi har i hænderne. Ejendommen er ikke fredet. Vi har selv fokus på, når vi bygger om og renoverer fællesfaciliteter, at vælge farver, materialer og former, som er tro mod det oprindelige og 1930’ernes formsprog.

Er du interesseret i dansk funktionalistisk arkitektur eller har du også en bygning at passe, kan vi anbefale følgende læsning:

Funktionalistisk arkitektur – Grønnehavegaard i dansk arkitekturhistorie

Grønnehavegaard er en af de første etagebebyggelser, der bliver opført som en nøgtern, moderne murstensarkitektur, der afspejler de nye strømninger, som kom i udtryk i dansk arkitektur i slutningen af 1920’erne og for alvor begyndte at slå igennem i begyndelsen af 1930’erne. Byggestilen bliver kaldt både modernisme, funktionalisme og funkis.

De danske arkitekter var inspireret af den internationale strømning i arkitekturen, modernismen, hvor især arkitekter som Le Corbusier og Mies van der Rohe var fremtrædende. Den internationale modernismes arkitekter var blandt andet optaget af at skabe gode boliger for almindelige mennesker, hvilket betød, at de var optaget af at få lys og frisk luft ind i boligerne ved hjælp af store hjørnevinduer, vinduesbånd, altaner og grønne områder omkring bygningerne. Forestillingerne om det gode liv blev omsat til et helt nyt formsprog, som det ses i Grønnehavegaard, og gerne i tidens nye materialer som beton, jern og glas. Unødvendige og påklistrede dekorationer kom ikke på tale, men dekoration er ikke helt fraværende i funktionalismen: Arkitekterne lod tit de funktionelle komponenter udsmykke bygningsdele. For eksempel fik husene i flere tilfælde hele bånd eller striber af forskellige farvede mursten. Arkitekterne fulgte mottoet: Form følger funktion.

Byggeriet fra tiden er udtryk for et højt håndværksmæssigt niveau opført med traditionelle materialer som træ og mursten.

Karakterisk træk: Murværk

Grønnehavegaard er resultatet af en tidstypisk forenklet formgivning fra begyndelsen af 1930’erne. Der er ingen referencer til tidligere perioders arkitektur og dekoration som i nationalromantikken og nyklassicismen.

Grønnehavegaard er grundmuret og opført i fem etager. Murene står i to farver: rød og gul, og taget er beklædt med nye, røde teglsten, der minder om de oprindelige. Huset har ingen synlig sokkel, og facaden afsluttes af en muret hovedgesims lige under taget. Overordnet er formsproget enkelt, rytmisk og funktionelt begrundet.

Opgangene er markeret i facaden med en indgangsdør og en række af vinduer herover, der giver lys til opgangene. Dørene ind til opgangen er fremhævet af et bredt felt af gule mursten med undtagelse af dørene mod Godthåbsvej, der kun har en enkelt række af gule sten. Foran døren ligger et mindre trin af mørke klinker. Døre og vinduer er grønmalede.

Gårdsiden minder om facaderne mod vejene og parken med horisontale rækker af vinduer og udeliggende altaner. Gårdsiden har dog flere uregelmæssigheder; altanerne er af forskellige størrelser blandt andet med en lille udgave, der ligger ved køkkenerne og en lang, sammenhængende altan over garagerne i stueetagen. Ved nogle af trappeopgangene er vinduerne desuden af et andet mere aflangt format end facadevinduerne, der giver et bedre lysindfald.

Som det eneste sted i ejendommen veksler opgangene mod Grøndalsparken mellem at være opført i henholdsvis gule og røde mursten. De kraftige farvekontraster mellem murfladerne skaber en virkning, der fremhæver de enkelte opgange i en ellers enkel og afdæmpet arkitektur, der ikke gør meget væsen af sig.

Karakterisk træk: Vinduer

I funktionalistisk arkitektur fik facaderne typisk en markant horisontal orientering, gerne i form af en lang horisontal bånd af sammenhængende vinduer. Den horisontale åbning blev mulig på grund af udviklingen inden for byggeteknikken: Etagedækkene og indervæggene kunne nu i kraft af jernbeton bære de statiske kræfter, facaderne hidtil havde været med til at bære. Nu behøvede facaderne ikke længere være udormet taktfast og lodret orienteret. Facaden i Grønnehavegaard er opbygget af horisontale rækker af vinduer, der mod Grøndalsparken afsluttes med de tidstypiske hjørnevinduer.

Vinduerne blev i den nye arkitektur placeret efter det bagvedliggende rums funktion og lyskrav – også i Grønnehavegaard. Opholdsrummene blev vendt efter solen og ikke som tidligere lagt mod gaden. Vinduerne blev ligeledes udformet i forskellige størrelser, afhængig af hvilken funktion, de havde. En stue har for eksempel behov for et større lysindfald end et sove- eller badeværelse, og derfor er vinduerne i stuen større end i badeværelset, hvilket ligeledes gør sig gældende i Grønnehavegaard. Vinduernes rammer og karme blev gjort smallere og sprosserne, der tidligere havde opdelt vinduet i mindre ruder, forsvandt for at få det størst mulige areal at få lys ind igennem.

Vinduerne i Grønnehavegaard er stort set alle af nyere dato og er en blanding af to-, tre- og firerammede med en mindre sålbænk under. Da vinduerne blev udskiftet, blev den oprindelige muråbning bevaret, men opdelingen af vinduet ændret. I de oprindelige vinduer var den ene ramme opdelt i to med en mindre rude øverst og en større nederst. I stueetagen mod Godthåbsvej ligger der flere butikslokaler, der alle har vinduespartier, der er større end resten af vinduerne.

Karakterisk træk: Altaner

En anden markant ændring i arkitekturen var, at husene fik altaner, der igennem 1930’erne løbende udviklede sig, så de både blev større og mere funktionelle. I Grønnehavegaard er de fleste af altanerne så store, at de kan anvendes som et reelt uderum i forlængelse af boligen.

Arkitekterne arbejdede med forskellige typer af altaner, der enten var helt udeliggende, som nogle af altanerne i Grønnehavegaard, halvt-indeliggende eller helt indeliggende.

Mod Godthåbsvej hænger de, for datiden, meget store udeliggende altaner på facaderne i en fast takt og skaber sammen med vinduerne en særlig rytme på facaden. Altanerne har et dæk af beton, de er beklædt med et nyere plademateriale og afsluttes af et lavt rækværk.

I midten af 1930’erne blev altanen ofte udført sammen med en karnap, der i slutningen af 1930’erne udviklede sig til “altan-karnappen”, der fremtræder som et helt sammenhængende element på facaden. Denne type altan ses i Grønnehavegaard mod Grøndalsparken. Altanerne på denne side af ejendommen har en brystning af murværk. Her er facaden forskudt for hver opgang, hvilket betyder, at alle altanerne har frit udsyn over parken. Ved at forskyde altanerne mindsker man ligeledes indkigget på altanen fra nabolejligheden, får et bedre lysindfald i lejligheden og skaber læ for vinden.

Arkitekten Svenn Eske Kristensen var i hele sin karriere meget optaget af hvordan altanen kunne udformes, så den var funktionel. I 1956 skrev han f.eks. artiklen ”Altanen – lejlighedens åndehul”, der blev publiceret i fagtidsskriftet Arkitekten, hvor han beskrev den gode altan.

Trappeopgange

I dag virker trappeopgangene i Grønnehavgaard helt almindelige, men i begyndelsen af 1930’erne var de ret specielle, da der indtil 1929 var et krav om to trapper for hver lejlighed i femetages huse: en hoved- og en bagtrappe. Efter 1929 måtte man godt opføre huse med én trappe, hvis den var af brandsikkert materiale som beton, og hvis ejendommen havde altaner til begge sider, ligesom Grønnehavegaard. Fordelen ved kun at have én trappe er, at lejlighederne kan blive større.

Trappeopgangene er på grund af de uregelmæssigt sammensatte længer forskellige afhængige af, hvor i ejendommen de ligger. Trapperne er støbt i beton med en overflade af terrazzo med nedstøbte, spinkle balustre, der bærer en fint forarbejdet og svungen håndliste af lakeret træ, der vidner om periodens høje standard inden for design og håndværk. Trappens balustre var sortmalede og det er uklart, om håndlisten oprindeligt var behandlet med gennemsigtig eller sort lak. Vægge i trappopgange var oprindeligt svagt marmoreret på en højglans lys gulbeige bund. Dørkarme var malet med halvmat lys grå-grøn farve. Grønnehavegaards bestyrelse er i besiddelse af malingsprøver fra den oprindelige lag maling.

Grundplaner

Lejlighedernes grundplaner er i løbet af tiden blevet ændret, men de fleste har i store træk de oprindelige grundplaner bevaret med en mindre forstue, der giver adgang til badeværelse og stue. Opholdsstuen har adgang til altanen og har et stort vinduesparti, der giver et fantastisk lysindfald og en god udsigt. I overensstemmelse med tidens strømninger vender alle opholdsstuerne overvejende mod vest eller syd. Traditionelt blev opholdsstuer lagt mod gaden uanset, hvilken retning de vendte, men omkring 1930 blev de danske arkitekter mere opmærksomme på værdien af at have sol i stuen og på altanen, når man kom hjem fra arbejde. I Grønnehavegaard betyder det, at i nogle af længerne ligger opholdsstuen mod gården, mens de i andre ligger mod vejen. Ejendommen er således et udtryk for den mest moderne planlægning i midten af 1930’erne.

Oprindeligt var tagetagen i Grønnehavegaard ikke udnyttet, men kort efter 2. Verdenskrig blev der indrettet mindre, provisoriske boliger i tagrummet på grund af den store boligmangel i Danmark. I dag er store dele af tagrummet indrettet til store, moderne boliger med nye tagkviste. Enkelte steder er der opført som dobbeltkviste med døre, der giver mulighed for at åbne op ind i lejlighederne, der således har noget, der minder om tagterrasser.

Desuden har arkitekterne med fokus på en velfungerende hverdag tænkt på at tegne en kælder med fælles vaskeri og tørrerum. Boboerne har mulighed for at leje en privat garage: Der er hele 5 garager i bygningeningen – for dem med bil i 1930’erne – og for de heldige i dag. Til hver lejlighed hører der et mindre opbevaringsrum, i kælderen eller på loftet.  Ejendommen har elevatorer og langs Godthåbsvej en række erhvervslokaler.


Om arkitekt Svenn Eske Kristensen

Svenn Eske Kristensen blev født og opvokset i Thisted. Faren var selvstændig tømrermester, og moren hjemmegående med en større børneflok. Svenn Eske Kristensen voksede op med tanken om, at han skulle være arkitekt, men inden da skulle han i tidens tradition uddannes i et håndværk. Det var nærliggende at stå i lære hos sin far. Allerede som 15-årig viste han tegn på talent inden for byggeriet, da han for sin far tegnede huse til grunde som denne opkøbte. Faren opførte herefter husene på grundene, og derefter solgte han dem videre med fortjeneste. Svenn Eske Kristensen var inspireret af tidens førende strømninger, Bedre Byggeskik, og han fulgte deres anvisninger med sans for det gedigne udtryk, det gode traditionelle håndværk og detaljer. En tradition han tog med sig, men videreudviklede i takt med at tidens strømninger ændrede sig og nye materialer og byggemetoder blev udviklet. 19 år gammel fik han sit svendebrev, og fra 1924-27 gik han på bygmesterskolen i Aarhus. Om sommeren, når skolen var lukket, arbejdede han som tømrer og snedker, for at tjene penge til skoletiden. I sine erindringer ”Glimt fra mit liv” fortæller han om sine egne boligforhold, hvor han boede i en 5-etages ejendom i tagrummet med et lag brædder. For at kunne arbejde og holde sig vågen om aftenen efter en lang dag, sad han med fødderne i koldt vand.

Han blev optaget på Kunstakademiets Arkitektskole i 1927, men fik udsættelse på grund af manglende økonomi. Først i 1931 begyndte han på skolen og under sin tid på skolen arbejdede han på forskellige tegnestuer. Fra 1933 arbejdede han hos en af tidens mest markante arkitekter, Kay Fisker. Han var således med på byggeriet af den første del af opførelsen af Aarhus Universitet, der bliver regnet for hovedværket inden for den funktionelle tradition i Danmark. I slutningen af 1930’erne brød han kompagniskabet med Kay Fisker og C. F. Møller for at starte egen tegnestue på fuld tid. Han havde indtil da haft selvstændige opgaver ved siden af henholdsvis studiet og ansættelsen på Fiskers tegnestue, hvilket betød, at han i begyndelsen af 1930’erne tegnede sit første hus som selvstændig arkitekt, Grønnehavegaard. Byggeriet blev opført sammen med arkitekt Mogens Meyling.

Fra 1935-55 underviste Svenn Eske Kristensen på arkitektskolen i København, og han blev i 1955 tilbudt et professorat, som han takkede nej til. Konsekvensen ved ikke at acceptere professoratet var, at han måtte trække sig fra en række fora, der havde som formål at udvikle byggeriet. Svenn Eske Kristensen var allerede inden udbruddet af 2. Verdenskrig optaget af at rationalisere byggeriet. I takt med de politiske tiltag i efterkrigstiden blev han involveret i udviklingen af det industrialiserede byggeri, præfabrikering af bygningselementer, og i løbet af 1950’erne blev han en af de centrale skikkelser i udviklingen af byggeriet. Han blev udnævnt som Kgl. Bygningsinspektør i 1961.

Svenn Eske Kristensen ydede generelt en stor indsats inden for det almindelige boligbyggeri, han var f.eks. med til at tegne en del af Bellahøjbebyggelsen, men tegnede også industri- og kontorbygninger. Svenn Eske Kristensen  er en af dansk arkitekturs mest markante og fremtrædende arkitekter, men i modsætning til f.eks. Arne Jacobsen og Jørn Utzon, er han i den brede offentlighed forholdsvis ukendt. Det er karakteristisk for Svenn Eske Kristensens arkitektur, at han følger med tidens strømninger og derfor fremstår hans bygninger altid moderne, uanset om han bygger i 1930’erne eller 1950’erne, hvor industrialiseringen i byggeriet tog fart. Svenn Eske Kristensen kom til at præge en stor del af boligbyggeriet i løbet af 1930’erne og de efterfølgende årtier gennem sin alsidige og store tegnestuevirksomhed.

Vil du vide mere om Svenn Eske Kristensen, kan du starte  i WikipediaRealdanias hjemmeside og Weilbach Dansk Kunstnerleksikon.

Om arkitekt Mogens Meyling

I Weilbach Dansk Kunstleksikon kan man læse, at Mogens Meyling, som sammen med Svenn Eske Kristensen tegnede Grønnehavegaard, og Svenn Eske Kristensen var studiekammerater: Begge har taget afgang fra Kunstakademiets arkitektskole i København i 1935  ved Ivar Bendtsen, Kay Fisker og Kai Gottlob.  Meyling og Kristensen samarbejdede i 1930’erne om boligbyggeri (Grønnehavegaard 1934 og Breidablik, Sorgenfri 1936). I 1940 etablerede Meyling tegnestue i Sønderborg, hvor i følge Weilbach de fleste af hans bygninger  står. “Disse er, ligesom de fleste af M.s øvrige byggerier, opført i den nationale funktionelle tradition, hvor materialer og proportioner har tydelig rod i dansk byggeskik.”

I Mogens Meylings nekrolog i Jydske Vestkysten (4.12.2003) kan man læse, at han var født på Frederiksberg og at han efter endt mureruddannelse videreuddannede sig til arkitekt. I nogle år arbejdede han i København, og tog i 1937 til Sønderborg for at føre tilsyn med byggeriet af kirurgisk afdeling ved Sønderborg Sygehus. Han blev glad for Sønderborg og valgte at etablere tegnestue i byen, med opgaver inden for boligbyggeri, skoler og erhvervsbyggeri – selvstændigt og for det kongelige bygningstilsyn og Provstiudvalget. Det var opgaver med renovering af præstegårde og kirker som Provstiudvalgets konsulent, som i følge nekrologen havde hans særlige interesse.  Han var erhversaktiv  og kompagnon med sønnen arkitekt Peter Meyer indtil 1979.

Læs mere om Mogens Meyling i Weilbach Dansk Kunstnerleksikon


Vi er glade for Grøndalsparken

Grøndalsparken, vores nabo, løber som et langt grønt bånd mellem jernbanestrækninger og veje fra Damhussøen til Borups Allé. Under overfladen løber den rørlagte Grøndalså. Parken er ca. 3 km. lang.

Både Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune ejer dele af parken. Vanløse Lokaludvalg skriver i et notat om parken:

Grøndalsåen er rørlagt i hele parkens forløb, og rørlægningen tegner den kendte profil i parken: Åen findes rørlagt under den forhøjning, der løber gennem parken. Denne forhøjning og tilhørende dalsænkning hvor der er taget jord til at lægge på røret, er et af parkens særlige kendetegn – særligt når græsset er nyklippet og profilen står skarp.

Parken er tegnet af stadsgartner i Københavns Kommune Fabricius-Hansen og anlagt i perioden 1930 – 1939. Stykket fra Borups Allé er anlagt i 1930, fra Godthåbsvej til Jernbane Allé i 1933 og det sidste stykke til Ålekistevej blev anlagt i 1939. Fabricius-Hansen var byens første stadsgartner, og han har tegnet en del af byens parker og anlæg (Classens Have, Glyptotekshaven mv.) . I samme periode som Grøndalsparken tegnede han Enghaveparken og Nørrebroparken.

Fabricius-Hansens oprindelige plan for parken har givet formen med kantplantninger, grupper af træer og fritstående træer i græs. Dette parkbillede er typisk fra tiden, og de nye plantninger i parken harmonerer med tankerne bag den oprindelige plan.

Parken er indrettet med grupper af træer i klippet græs, markant terræn mod dels vejen, der løber i parkens nordlige kant, og den fine grøft omkring det rørlagte vandløb. Parkens beplantning udgøres skiftevis af rækker og grupper af træer. I flere områder står træer solitært i græs, men lige så ofte står en gruppe af træer i samme art og alder og danner karakteristiske og rumskabende plantninger. Hele parken er kantet af en markant hæk mod vejbanen. Hækken tillader indsyn fra vejarealet, hvor man oplever det grønne rum, men skærmer for udsyn fra parkens græsflader, hvor man opholder sig lavt i terrænet. Dette er en kvalitet, der kendetegner Grøndalsparken og er klart definerende i forhold til, at parken opleves som et haverum.

Se en anbefalet løbetur på 3,8 km i Grøndalsparken på loeberute.dk

Se også Danmarks Naturfredningsforenings præsentation af parken.


Dokumenter og nyheder

Vi har samlet mødereferater, vedligeholdelsesplaner mv. her – og her kan du også melde dig til nyheder.


Oplysningerne på denne side stammer hovedsageligt fra artiklen “Grønnehavegaard” af Ph.d., cand. mag. Jannie Rosenberg Bendsen. Artiklen finder du i sin helhed her. Du er velkommen til at downloade artiklen og bruge den med henvisning til forfatteren og ejerforeningens website.
Siden er redigeret af Nina Leppänen, cand. mag. og medlem af ejerforeningen.

Webmaster: gronnehavegaard@gmail.com

Reklamer